Bryllup

Tillykke med, at I skal giftes. Læs om både de formelle og mere uformelle ting omkring planlægningen af et kirkebryllup. 

Et kirkebryllup er både vielse, velsignelse og forbøn for parret. I siger ja til at elske og ære hinanden som ægtepar. Et kirkebryllup kan være stort eller lille, alt afhængigt af, hvad I ønsker jer. I Gl. Rye sogn vies både par af samme og forskelligt køn – ritualerne er lidt forskellige, men indholdet er det samme.
 


Vielse
Ring gerne til kordegnen for at aftale en dato for vielse. 

 

Prøvelsesattest
Fra 4 måneder før vielsen skal I søge jeres bopælskommune om en ægteskabserklæring på borger.dk som er det dokument, der garanterer, at I opfylder betingelserne for at indgå ægteskab. 
Når kommunen har behandlet ægteskabserklæringen bliver den til en prøvelsesattest. 

Når I modtager prøvelsesattesten fra kommunen, skal den sendes til kordegnen samt navne og adresser på 2 vielsesvidner.



Navneændring ved vielse
Det er gratis at tage hinandens mellem- og efternavne.
Ønskes der navneændring ifm. vielsen ansøges der om dette her



Samtale forud for vielsen
Der aftales et møde med én af vores sognepræster, som finder sted ca. 14 dage inden vielsen.
Her vælges salmer og der er også mulighed for at gå i kirken for at gennemgå ritualet.
Mht. salmer kan I finde inspiration på lyttildanskesalmer.dk eller dendanskesalmebogonline.dk – der skal bruges fire.
Samtalen foregår i dagtimerne en hverdag (på nær mandag), seneste tidspunkt er kl. 14.30.


Pyntning af kirke
Hvis I ønsker pyntning af kirken, kan I kontakte vores graver.


Fotografering under vielsen
Bemærk, at der er regler for fotografering under kirkelige handlinger i Gl. Rye kirke: Der må fotograferes under indgang og udgang, men ikke under selve den kirkelige handling. 

I er altid velkomne til at kontakte kordegn, præster eller personale, hvis I har spørgsmål.